Særligt sensitive

Særligt sensitiv – sansestærk

Jeg er selv særligt sensitiv – eller sansestærk.
For mig betyder det, at jeg hurtigt mærker stemningen og energier, når jeg kommer ind et sted.
Nogle steder kan jeg slappe af med det samme – og andre steder mærker jeg en træthed eller tyngde i kroppen, som kan være svær for andre at forstå.

Jeg bliver især påvirket, når mennesker ikke taler pænt til hinanden. Jeg kan næsten mærke, hvordan den negative energi påvirker den anden person – og bagefter kan jeg stadig tænke på det, der blev sagt.

Måske kender du også det med at have brug for ro efter en dag med mange indtryk – selvom du egentlig gerne ville have overskud til lidt mere.

Jeg følte mig anderledes, længe før jeg forstod hvorfor….

Jeg var omkring 35–40 år, før jeg blev rigtig bevidst om, at jeg er særligt sensitiv. Indtil da havde jeg ikke haft ord for følelsen af at være anderledes.

I starten tænkte jeg: Hvorfor skal jeg have det sådan her?
Efterhånden begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg hurtigere blev træt og lettere overstimuleret.
Jeg fandt ud af, at min træthed ikke var et tegn på svaghed. Når jeg havde fået for mange indtryk og stimuli, havde jeg brug for ro og hvile. Det var – og er stadig – en øvelse at give det plads i mit liv.

En gave – men ikke altid en let én

I dag ser jeg min sensitivitet som en gave. Jeg lægger mærke til de små nuancer og fornemmer ofte det, der ligger mellem ordene. Det er en del af mig, som jeg er kommet til at sætte pris på.

Det har ikke altid været let, og nogle gange mærker jeg stadig en indre konflikt mellem at ville mere og at mærke, at jeg har fået nok.

Når hverdagen går stærkt, og meget handler om at præstere, kan jeg føle, at jeg ikke slår til eller ikke har overskud til det hele. Bagefter kan jeg så mærke, at det var for meget. Men jeg har brug for både oplevelser og ro – og derfor skal begge dele have en plads i mit liv.

Når indtrykkene bliver for mange

Måske genkender du noget af det, der kan fylde:

  • Mennesker og stemninger i et rum.
  • Mange indtryk på én gang.
  • Konflikter, hårde ord og en negativ tone.
  • Støj, lys, højt tempo og planer, der hele tiden ændrer sig.

Når indtrykkene bliver for mange, kan jeg få svært ved at tænke klart. Jeg mærker uro og kan blive lettere irriteret. Så har jeg brug for at trække mig lidt – og være stille i mit eget selskab. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med andre, men fordi jeg har brug for en pause og selvkærlig stund.

Der er også styrker i det, jeg mærker

Jeg mærker meget, og det er ikke kun svært. Der er også sider af det, jeg holder af og ser som styrker hos mig selv:

  • En rig indre verden og fantasi.
  • Opmærksomhed på det, der foregår omkring mig.
  • Empati og medmenneskelighed.
  • Konstruktive idéer og løsninger.
  • Dyb koncentration, når der er ro.
  • Kvalitetssans og refleksion.
  • Stærke værdier og en følelse for retfærdighed.
  • Veludviklede sanser og blik for detaljerne.

Pauserne og roen handler derfor ikke kun om at få færre indtryk, men også om at give plads til det, jeg holder af ved min sensitivitet.

Til dig, der genkender dig selv

Hvis du genkender noget af det, jeg har delt, håber jeg, at min fortælling kan få dig til at føle dig mindre alene. Jeg vil gerne sige til dig:
Du er ikke for meget, fordi du mærker meget.
Dine behov for ro og pauser fortjener også plads.

For mig kan små justeringer gøre en forskel: lidt mere ro, en pause eller mere forudsigelighed i hverdagen. Det begynder med at lytte til det, jeg har brug for, og tage det alvorligt. Sådan øver jeg mig i at være mere nænsom mod mig selv.

Vil du læse mere om sensitivitet?

Jeg er selv med i foreningen NaturligViis. Er du blevet nysgerrig på sensitivitet og sansestærkhed, kan du læse mere her:
www.naturligviis.dk

Foredrag

Jeg holder foredrag om det at være særligt sensitiv og sansestærk – og deler gerne min fortælling.

Ønsker du et foredrag eller oplæg, er du hjerteligt velkommen til at kontakte mig på 61 11 33 84 eller mail@dorthelarsen.dk